Sådan foregår en afprøvning

Når du bliver indkaldt til en afprøvning, har du ofte fået bevillingen. Selve afprøvningen afhænger af det hjælpemiddel, du skal have.

Afprøvning af kørestol

Din kørestol skal passe til dit behov. Derfor spørger vi dig først om dine forventninger til kørestolen:

  • Hvad skal du bruge den til?
  • Hvor ofte skal du bruge den?
  • Hvor skal du køre med den?

Din kørestol skal passe til din krop. Vi ser fx på din ryg, og hvor meget du kan bøje dine led. Vi vælger kørestolen ud fra fx dens funktionalitet, de køretekniske egenskaber, din komfort, lovgivningen og prisen.

Du skal regne med at prøve flere kørestole. Det tager typisk  2-4 besøg på Hjælpemiddelcentret, før vi finder den helt rigtige. Har du meget komplicerede behov, kræver det endnu flere besøg. Når vi har fundet den helt rigtige kørestol, bliver den leveret hjem til  dig.

Afprøvning af el-scooter

Du kan først få bevilget en el-scooteren, når du har bestået en køreteknisk prøve. Afprøvningen består af tre dele:

  • Du får instruktion i, hvordan  el-scooteren fungerer og mulighed for at prøvekøre den.
  • Første køretekniske prøve foregår inde.
  • Anden køretekniske prøve foregår ude.

Derfor er det vigtigt, at du er klædt på efter vejret. Du er velkommen til at tage en pårørende med. Som ved andre køretekniske prøver har du flere forsøg, det kan derfor blive nødvendigt med flere besøg på Hjælpemiddelcentret.